27 februar 2020

Broderede puder og blomstrede urtepotter – Vejle Center Hotel var kursusleders andet hjem

En kursusleder boede i en længere periode på Vejle Center Hotel for at afholde konferencer. Det fik medarbejderne i receptionen til at gå ned i den lokale genbrugsbutik for at finde interiør til at indrette hotelværelset. Og der blev ikke sparret på hyggen.

 

Kursusledere bruger ofte mange timer, dage og uger på hotel. Det var ikke nogen undtagelse for en af Vejle Center Hotels stamgæster, der i en periode havde flere konferencer på hotellet.

Hun tjekkede ud fredag aften og ind igen mandag morgen. Sådan fortsatte det. Hotellet var blevet hendes andet hjem, og det var lige før, hun skulle skifte adresse for at få tilsendt sin post på hotellet.

Men en dag, da kursuslederen tjekkede ind, mødte hun ikke det klassiske hotelværelse, hun havde boet på mange gange efterhånden.

På værelset var der broderede puder på sengen, malerier i guldrammer på væggende, blomstrerede urtepotter i vindueskarmen og sjove dækkeservietter og lysestager på bordet. En termokande og et par krus stod klar som et personligt kaffesæt, når kursuslederen havde brug for et skud energi.

Det var hotelpersonalet, der havde været på spil. Vejle Center Hotels receptionist Mette var gået ned i den lokale Røde Kors Butik for at finde interiør til at indrette værelset henover weekenden. Da kursuslederen tjekkede ind igen mandag morgen, kunne hun ikke undgå at trække på smilebåndet.

”Vi gjorde det med et glimt i øjet, men det var også fordi, vi vidste, at hun brugte så meget tid på hotellet i den periode. Så vi ville gøre det ekstra hyggeligt for hende at være her. Hun blev virkelig glad for den lille gestus og har snakket meget om det siden,” fortæller Mette.

Vigtigt at hygge om gæsterne

Vejle Center Hotel er et sted, der tilbyder professionel rådgivning og kan hjælpe dig med at planlægge dit kommende møde eller konference. Men det er også et sted, der vægter det uformelle og personlige højt. Fra teknikkerne til rengøringspersonalet og køkkenpersonalet over receptionisterne og hoteldirektøren. Lige meget hvem, du møder på hotellet, er tonen nede på jorden.

Mette har været ansat på hotellet i 13 år, og det er netop den afslappede stemning, der gør, at hun nyder at gå på arbejde hver dag.

”Vi har et mere personligt forhold til flere af vores stamgæster, hvor vi kan gå og tage gas på hinanden. Det er det, der gør, at de kommer igen og igen. Vi er selvfølgelig formelle, når vi skal være det, så det handler om at have en god intuition og lære gæsterne og ikke mindst deres humor og humør at kende,” siger Mette og tilføjer:

”Nogle af vores businessgæster bor jo nærmest i en kuffert og rejser rundt fra det ene hotel til det andet. Det kan godt blive trættende, og værelserne ligner tit hinanden. Derfor er det vigtigt for os at hygge om vores gæster og vise, at vi interesserer os for dem.”