Eva Cat 2 White Vi mødes
Af: Kristine Buske Nielsen - 29-05-2019

”Det betyder alt for gæsternes oplevelse, at de føler sig velkomne”

Hos CABINN der har få touchpoints, er det særligt medarbejderne, der får gæsterne til at komme igen. En af medarbejderne er spanskfødte Eva, der har en særlig god evne for at læse gæsterne, så snart de træder ind ad døren.

Værelser der har alt, du skal bruge for at få en god nats søvn, og en lækker og mættende morgenmadsbuffet til at starte dagen på. CABINNs koncept ALL YOU NEED TO SLEEP er helt enkelt og uden dikkedarer. Men det betyder ikke, at service er skåret fra. Hos CABINN i Vejle centrum scorer de højst i anmeldersene af personalet, og det er ikke tilfældigt.

Medarbejderteamet er en blandet skare i nationalitet, alder og personligheder, som alle har det til fælles, at de har en god fornemmelse for gæsten.

”Vi er et mindre hotel, og det betyder, at medarbejderne har bedre mulighed for at være opmærksomme på gæsterne, og gæsterne hurtigt lærer personalet at kende. Flere af vores businessgæster er gengangere, og lige meget om de holder møder hos os, eller de skal til konferencer og events uden for hotellet, så bliver vi næsten deres andet hjem, når de er i Vejle. Vi har ganske få touchpoints med vores gæster, og derfor er det super vigtigt, at vi netop er skarpe her. Servicen er alt, og vi sørger altid for at vælge medarbejdere, der har et naturligt talent for det,” siger Ingelise Heede Ancker, der er hotelchef hos CABINN Vejle.

Mød Eva Teba Diaz

Når du træder ind ad døren hos CABINN Vejle, møder du Eva Teba Diaz som en af de første. Hun sidder i receptionen, byder gæster velkommen, besvarer opkald og forespørgelser, når telefonen ringer og er i det hele taget hotellets ansigt udadtil.

Det eksotiske navn skyldes, at hun kommer fra Spanien. Hun kom til Danmark for seks år siden for at flytte sammen med sin kæreste og tage en master i turisme på Aalborg Universitet, inden de sammen flyttede til Vejle.

”For mig var det vigtigt at finde en by med liv, hvor der også sker meget i turismebranchen. Jeg vil ikke kede mig. Og her så jeg Vejle som en god mulighed,” siger Eva Teba Diaz.

Gennem en virksomhedspraktik hos Visit Vejle hørte hun om CABINN. Som tidligere receptionist på et hotel i Spanien virkede det som det oplagte sted at søge job, og hun kontaktede selv hotellet og startede i en praktikstilling. Da det danske sprog begyndte at køre på skinner, fik hun en fast stilling, inden hun nu er blevet supervisor på hotellet.

”Jeg kan godt lide den tætte kontakt, jeg har med gæsterne. Der sker hele tiden noget nyt, og min viden inden for turisme er en fordel til at guide vores gæster. Så hjælper jeg for eksempel med at finde et spisested, finde attraktioner, eller hjælper en ældre gæst med bagagen og bestilling af transportmidler,” siger Eva Teba Diaz.

”Vi giver mere, end de forventer”

Hun kender mange af gæsterne, og har hun plads, kan hun finde på at give et ekstra godt værelse, næste gang en gæst booker et ophold. Men servicen handler ikke kun om at være smilende og venlig, men at have en fornemmelse for alle, der besøger hotellet.

”Så snart en gæst træder ind i receptionen, fornemmer jeg vedkommende med det samme. Nogle vil måske bare have sin nøgle, og så vil de gerne være i fred. Andre vil gerne hyggesnakke. På den måde tilpasser jeg mig altid den enkelte. Det er mit indtryk, at det betyder alt for vores gæsters oplevelse, at de føler sig velkomne hos os,” siger Eva Teba Diaz og tilføjer.

”Når en gæst booker et værelse hos os, ved de, at det er lowbudget. Derfor er det bedste, vi kan gøre, at give dem mere, end de forventer. Det er ”det lille ekstra og udefinérbare”, der topper oplevelsen og gør, at de har lyst til at komme igen og fortælle om os til andre.”