Meeting Vejle Cykeltur FINAL 940X430 Cat 1 White Vejlehistorier
Af: Carsten G. Johansen - 08-08-2020

Morgencykeltur i verdensklasse

Noget af det bedste er, når man kan slå to fluer med ét smæk. Det kan du, når du afholder firmaets store møde i Vejle, hvor du også kan slå dig løs som cykelrytter.

Det handler ikke alene om, at der er faciliteter til møder i alle størrelser og til alle formål. Det handler også om, hvilken ekstragevinst der er udsigt til. Og når man taler udsigt, har den sydøstjyske by lige lidt ekstra at byde på.

Vi taler om naturen – og ikke mindst de stejle bakker.

Unikke cykelbakker

Hoteller kan lade sig inspirere af hinandens morgenkomplet eller AV-udstyr. Men der ingen, som kan efterligne Vejles unikke cykelbakker.

Så hav ryttercyklen med bag på bilen eller lej en cykel på hotellet. Så kan du varme op til dagens konference med en morgencykeltur ad de samme veje som Tour de France-feltet vil køre på i 2021. Munkebjerg og Kiddesvej er nogle af de mest populære mål for danske amatørryttere. Du kan måske nå dem begge to, før du klæder om til de mange stillesiddende timer, der følger med, når spændende mødeaktivitet fylder dagen.

Du kan selvfølgelig også vente med at få pulsen op med en time i sadlen, når dagens sidste power point er taget af skærmen.

Bike Friends på ruten

Du behøver ikke være nervøs for, at en punktering forsinker, hvornår du er retur på hotellet. Rigtig mange virksomheder i Vejle-området,samt flere af MeetingVejles partnere, er Bike Friends-certificerede. Det betyder, at de klar til at hjælpe med både lappegrej og opfyldning af drikkedunken.

De fleste gæster ser frem til udfordringen i bakkerne, men Vejle har også gode cykelruter for ryttere, der holder af de lange, lige stræk. Turen ud gennem ådalen er meget smuk – men der er ingen garanti for, at du også slipper for modvind.

Har du brug for større udfordringer og mere fart, kan du også besøge Dragehalen på Brandbjerg Højskole – en teknikbane, hvor mountainbikeryttere, begyndere som øvede, kan prøve forskellige teknikker af gennem banens forhindringer.