Vejle By 1200X674 Cat 1 White Vejlehistorier
Af: Carsten G. Johansen - 21-05-2019

Sådan giver MeetingVejle mening

Vejles hotel- og konferencesteder er super dygtige til det, de laver. Derfor er MeetingVejles vigtigste opgave at styrke eksisterende events, tiltrække nye MEGA-events og gøre Vejle endnu mere attraktiv at besøge – for både potentielle forretningskunder, for turister og for alle byens borgere.

Vi oplever med sanserne og følelserne. Og alle mennesker holder af, når de føler, at tingene hænger sammen.

Derfor arbejder den kommunale del af MeetingVejle først og fremmest med at give gæsterne mere med hjem, når de besøger byen. Når hotel- eller konferencegæsterne får en overraskende eller unik oplevelse, får de mere lyst til at vende tilbage eller anbefale byen til andre – både som konferenceby og turistmål.

Strategien har fokus på 3-5 årlige mega-events, som Vejle ifølge sin målsætning er vært for hvert år. Nøgleordet er at opdage og skabe synergier mellem erhverv, turisme og events.

Metoden med at knytte erhvervsaktiviteter til events blev afprøvet i sit fulde omfang, da den internationale judo-turnering Matsumae Cup løb af stablen i starten af 2019.

Mange af de knapt 1.000 gæster var fra Japan, og derfor skabte MeetingVejle kontakt til 7 japanske virksomheder, som blev inviteret til Danmark under turneringen. Undervejs blev de matchet med nogle af Vejles fødevarevirksomheder og koblet med flere turismetilbud. Tilbagemeldingerne fra lokale virksomheder var meget positive.

Fra service til oplevelser

Når Vejle i juni arrangerer sin tredje FOODPHOTO Festival, har MeetingVejle for længst taget sigte imod de forskellige markeder, som er tiltrukket af denne type event. Samtidig kommer hele byen til at syde af spændende gastro events og happenings, når mad- og kunstfestivallen Smag på Kunsten løber af stablen. Festivallen bliver en oplevelse både for borgere, FOODPHOTO-gæsterne og andre turister.

Fokus er på merværdi. Konferencestederne har styr på deres service, så gæsterne er sikre på dejlige værelser, perfekt AV-udstyr, lækker morgenmad og så videre. Kommunen sørger for helikopterperspektivet og MeetingVejle hjælper med at vise, at Vejle har mere i posen! Nemlig nogle unikke oplevelser.

Et andet konkret eksempel, som bliver til glæde for både borgere og gæster, er udviklingen af side-events til det populære Grejsdalsløb i 2020, som kommer til at fylde ekstra meget i bybilledet – og bliver ekstra tiltrækkende for en bredere gruppe af erhvervs-virksomheder.

Kulturelle tilbud til turister og gæster

Vejle er foran mange byer, når det gælder udviklingen af oplevelser i byens rum, og strategien handler netop om at udbygge forspringet med det, som allerede står stærkt. At gå i udbrud, som man fristes til at sige, i en cykelby som Vejle.

For naturligvis er vi alle sammen i fuld gang med nedtællingen til århundredets danske sports-event, når Tour de France besøger Vejle i 2021. På det tidspunkt er byens cykelturisme kraftigt udvidet, og det samme gælder med stor sikkerhed de kulturelle tilbud i centrum.

Gæster fra nær og fjern skal føle sig velkomne i Vejle, og de skal vide, at der venter dem mange spændende oplevelser både inde i byrummet og ude i de smukke naturomgivelser.

MeetingVejle lancerer i maj 2019 et lokalt mad-landkort – Gastro Guide Vejle – hvor man både kan finde vej til byens toprestauranter og til de mange lokale producenter af specialiteter. Til dette knyttes VisitVejles nye cykelruter, som er skræddersyet af en særlig cykelturismekoordinator til entusiaster fra ind- og udland. Gastro Guide Vejle, som udgives både printet og digitalt, er endnu et eksempel på synergi og forening mellem MeetingVejles fokusområder inden for fødevarer og sport. Samtidig bygger den bro mellem erhverv og turisme.

For vi ved, at jo flere oplevelser for sanserne, vi kan tilbyde vores gæster, jo flere besøgende kommer der til Vejle – både når de er på arbejde og deltager i et møde eller en konference, og når de har fri og vil nyde nogle dage i den lille storby, der svømmer over af liv og kultur.

MeetingVejle er VisitVejles afdeling for erhvervsturisme, hvor vores fokus er på konferencer og events. MeetingVejle er et partnerskab mellem Vejle Kommune og 8 hoteller og venues.